Kerneværdier
Intro
Kerneværdier
– En del af noget større
Mariesminde Landbrug A/S drives med stor ansvarsbevidsthed overfor de større sammenhænge, vi er en del af og interagerer med.
Vi er selv udsprunget af 9 generationers landmandsfamilie – og ønsker at videregive den arv til vores egne børn og børnebørn i endnu bedre stand.
Derfor tager alt, vi gør, udgangspunkt i vores stærke kerneværdier og mål om, at vi skal være:
En ansvarsbevidst aktør i lokalsamfundet
Via vores nuværende størrelse – både som arbejdsplads med mange medarbejdere og som virksomhed, der driver et stort areal i Salling – har vores ageren stor afsmitning på vores omgivelser.
Vi ser derfor vores rolle som ’en moderne herregård’, hvor vi som indflydelsesrig institution i lokalsamfundet påtager os en aktiv rolle for at understøtte den lokale udvikling, fra skole og uddannelse over fritidstilbud og til arbejdsmarkedet.
Vi inviterer eksempelvis skoler og uddannelsesinstitutioner indenfor på besøg, vi sponsorerer lokale sportsklubber og begivenheder, og vi anvender så vidt muligt lokale virksomheder som leverandører og entreprenører hos os.
Vi har desuden en åben tilgang til rekruttering, hvor vi har fokus på rummelighed og diversitet og bl.a. samarbejder med kommunen og jobcenteret, og vi forsøger hele tiden at have en person med sociale udfordringer ansat for at kunne hjælpe dem med at bryde den sociale arv.
En del af et forretningsmæssigt og vidensmæssigt partnerskab
Mariesminde Landbrug A/S er en del af Frandsbjerg Group og dermed naturligt en del af et større fællesskab, der tæller omkring 25 landbrugsvirksomheder.
Ud over at være forretningsmæssigt forbundet – Frandsbjerg Group ejer 40% af aktierne i Mariesminde Landbrug A/S – udgør gruppen også et vidensmæssigt fællesskab, hvor vi bidrager med vores viden og erfaringer til de øvrige virksomheder. Omvendt modtager vi også viden, erfaringer og sparring fra de øvrige virksomheder, som vi bruger aktivt til at videreudvikle os som organisation, forretning og moderne landbrug.
En institution i balance med sine omgivelser
Som landbrugsvirksomhed agerer vi i vores natur i samspil med naturen – både den lokale på vores egne marker, ift. det omkringliggende miljø med skove, byer, marker og vandmiljøer, og på større globalt plan i forhold til vores generelle klimapåvirkning.
Vores grundholdning er, at ’vi skal aflevere verden i bedre stand, end vi modtog den’ – og vi har derfor igangsat en række tiltag, der skal mindske vores klimapåvirkning. Det gælder lige fra anvendelse af de nyeste maskiner og GPS-teknologier, så vi kan dyrke vores marker med minimalt energi- og pesticidforbrug, og til indsatser, der støtter op om biodiversitet, herunder vildtpleje.
Vi har desuden stort fokus på at nedbringe vores generelle CO2-udledning og vil i fremtiden vise vores fremskridt på dette område her på hjemmesiden.
Som en del af Frandsbjerg Group, som er en stor spiller i den grønne omstilling i form af produktion af bæredygtig energi, har vi desuden en række fremtidsvisioner omkring øget anvendelse af strøm fra vindmøller og solceller, så vi også derigennem kan mindske vores klimaaftryk.